Mekanismerne der styrer os #1 Trangen til at gøre det rigtige.

 

Det kan føles SÅ uretfærdigt at have viljen og gejsten til at bevæge sig, men alt man får ud af det, er ubehag i kroppen.

Jeg lærte selv den følelse særdeles godt at kende<3 Jeg følte det var ENDNU mere frustrerende at mærke, at jeg havde et fysisk behov for at få styrket og rørt min krop, men mine led gør ondt, musklerne var pist væk følte jeg og spændte jeg dem bare det mindste drillede de gamle skader igen og jeg endte ud med et langt større fysisk ubehag efter træningen end det jeg havde inden, for slet ikke at nævne hvor elendigt humør jeg kom i.

Argh! Hvad er så pointen i det?

Det virkede som et uløseligt problem for mig, min krop havde brug for træningen, mit humør havde brug for at føle en progression, men alt jeg fik ud af at prøve, var blot en mere og mere ubrugelig krop og et ringere og ringere humør.

Det føltes som om, jeg slet ikke kunne få lov at træne RIGTIGT, du ved give den gas og føle jeg fik noget UD af træningen, men min krop stoppede mig hele tiden. Jeg læste og lyttede, men den forbistrede krop ville bare ikke træne mere, det føles som om jeg ingenting kunne og jeg saaaaavnede at få lov at bruge den. Det gjorde mig trist og jeg mistede helt lysten til at bruge din krop, for alle mine begrænsninger fyldte det hele, hver gang jeg prøvede.

Det gjorde mig meget trist og flov over, at jeg ikke kunne, det jeg engang kunne. Jeg følte jeg var en fiasko og mindre værd end, hvad jeg var dengang alt virkede og jeg var stærk og i rigtig god form. Jeg ville for alt i verden bare op på hesten igen i stedet for at ligge nede i græsset og rode rundt, som den taber jeg følte, jeg var. 

”Måske du kan genkende dig selv i de følelser?”

Jeg møder nemlig mange som har det, ligesom jeg havde det, og de er ofte meget chokeret over, hvor lidt de pludselig kan efter et langt sygdomsforløb, en skade eller en stressperiode, og frustrationen over ikke at kunne gøre noget ved det, ikke at kunne lykkes, er den værste af dem alle og fylder rigtig meget i mange af os. Nogle af os giver op, andre af os bliver deprimeret og får lavere selvværd, for vi står i et hul, vi ikke kan komme op af.

Når vi står i sådan en situation, så er vores trang til at gøre det rigtige og løse vores problemer, der skaber problemet i os, det er i virkeligheden ikke kroppen, der er umulig!

”Say what?”   

Den er god nok. Vores mekanismer styrer os nemlig i langt højere grad, end vi måske ser. Vores trang til at gøre det rigtige er en af dem. Man skulle tro at gøre det rigtige, altid vil være det bedste at gøre. Men hvad der ER rigtigt for vores krop, varierer fra dag til dag, specielt når vi har store fysiske og psykiske ændringer i vores liv som skader, sygdom og stress.  

Jeg prøvede i årevis at fikse min krop, jeg brugte min egen erfaring og gik til alle mulige eksperter for råd og vejledning. Jeg gjorde ALT det rigtige, jeg kunne gøre, men uden at få lov at træne som jeg gjorde engang og uden at føle mig så stærk og udholdende som dengang, uden at få den fantastiske FØLELSE det gav at træne igennem. Min trang til at gøre alt det rigtige, for at få min rigtig sunde krop igen, var det der skabte problemet i mig. Jeg troede jeg var forkert og i stykker, men i virkeligheden havde min krops behov blot ændret sig.

Engang troede jeg, det var rigtigt at presse min krop for at gøre den stærkere og sundere. Jeg troede at den høje energi, jeg fik efter træningen, var den sunde følelse jeg skulle tilbage til. Jeg troede jeg skulle bide tænderne sammen, når mine muskler syrede til, at fortsætte ville gøre mig bedre og sundere. Jeg troede jeg bare skulle op på hesten igen, og komme ind i kampen, just do it sagde jeg. Men alt det jeg troede var det rigtige at gøre, var NØJAGTIG de ting, der fik mig til at gå fuldstændig i stykker fysisk og psykisk. Jeg troede alt det jeg ydede, gjorde mig stærkere, gav mig mere overskud, gjorde mig sundere, men det gjorde det kun for en stund i mit liv. Nu virkede det ikke, det var ikke det rigtige at gøre længere, det var SLET ikke det rigtige at søge tilbage til. Det gav mig blot mere fysisk ubehag, og et sortere og ødelæggende humør.

Det har været den største forløsning for mig at se igennem mine mekanismer og lære dem bedre at kende. Hvornår er det min trang til at gøre det, jeg TROR er rigtig, og hvornår er det reelt set min krop jeg lytter til? Det var ganske umuligt for mig at skelne imellem, da jeg ikke vidste mine mekanismer styrede mig, men i dag er min træning legende let og mit humør lyst og varmt. For der er en kæmpe tryghed i at vide med sig selv, hvad der er det rigtige at gøre for mig selv og min krop lige nu.

Jeg kan aldrig gå tilbage til den træner jeg engang var, hvor jeg peppede mine kunder op med min høje energi og ”just do it” mentalitet. I dag elsker jeg at hjælpe andre til at finde igennem deres egen mekanismer og lære dem hvordan de træner deres krop, som den gerne vil trænes. Når de får øje på det der styrer dem, bliver de fri af frustrationerne, fri af trangen til at gøre som de gjorde engang, fri af trangen til at gøre det de tror er rigtigt, på den måde bliver de fri til at handle på deres krops signaler. Hvordan de så handler på kroppens signaler, elsker jeg også at lære dem.

Står du midt i frustrationerne lige nu, så start med at observer, om du også har en trang til at gøre det rigtige der styre dig i den samme retning, med de samme resultater. Det er ikke et nederlag at opdage du bliver styret, tværtimod giver erkendelsen dig frihed til at mærke din krop og se på dig selv med nye øjne, der kan se langt mere end du plejede, fri af dine mekanismer<3  

God observationslyst!

Kh Trine Grey