Når stress ikke bare er pjat længere…

 

Jeg holdt et foredrag i går omkring de træningsmyter, jeg har skrevet om her på bloggen.

Jeg nyder at få lov at tale om det jeg brænder for!

Jeg delte også min egen historie om, hvordan jeg blev tvunget til at lære at lytte til min krop, fordi jeg i over 20 år havde brugt min krop som midlet til at indkassere lykke i form af ekstreme fysiske udfordringer og selv realiserings projekter.

Hver gang jeg pressede mig selv, udløste jeg adrenalin og endorfiner (stresshormoner), som gav mig det fix, jeg manglede til at komme igennem dagen.

Det dulmede angsten og den ængstelige fornemmelse kortisolet (igen et stresshormon) gav mig.

Når jeg havde gjort det i 20 år, så skulle udfordringerne være større og vildere for at udløse gevinsten, så jeg ødelagde selvfølgelig min krop til sidst.

Hvilket udløste den helt store identitetskrise og depression samt et hav af angstanfald.

Det var pinligt!

Når jeg som 30 årig måtte sige ”jeg kan ikke” til min 70 årige far, når han spurgte om jeg ville med ud og cykle 70 km sammen med ham.

Når jeg ikke kunne huske, hvordan jeg tog strømper på.

Når jeg ikke kunne lege med ungerne, uden min mand hele tiden skulle sige ”pas på mor, hun har ondt”!

Når jeg ikke kunne deltage i et forældremøde eller kører ungerne til sport, uden at få et angstanfald.

 


 

Enhver der har haft det sådan, kan nikke genkendende til, at livet ikke virker værd at leve på den måde.

Om stressen er kommet af overdreven træning, arbejdspres, forventningspres fra sig selv, følelsesmæssige udfordringer som skilsmisser, en hård barndom, invalidering, udsendelser eller voldelige oplevelser.

Så kan livet med stress virke som helvedet på jorden.

 


 

Men jeg lærte at nedregulere mit kortisol niveau med vejrtrækningsteknikker.

(Først efter laaaang tid et mørkt og forvirrende sted selvfølgelig)

Da kortisolniveauet faldt i min krop, forsvandt angsten gradvist.

Følelsen i kroppen lidt blev mere fri og sindet knap så tungt.

 


 

Jeg lærte også at styre min reaktion på stress!

Dvs. jeg ved hjælp af andre teknikker kunne styre præcis hvor meget kortisol, adrenalin og endorfin jeg udskilte.

Og da jeg implementerede det i min træning, kunne jeg endelig få lov at træne igen!

Så længe jeg ikke udløste for mange stresshormoner, begyndte min krop at reagere positivt på træning igen.

Og det kunne JEG SELV styre!

Min krop blev stærk og udholdende igen, men træning var altid på min krops præmisser, så snart jeg blev revet med af rusen fra adrenalinet og endorfinerne, så blev jeg stoppet af følelsen af angst og ængstelighed fra kortisolet.

Min krop var en streng og kontant men også meget dygtig og effektiv læremester😊

På den måde gik jeg fra at jeg INGENTING kunne med min krop, til jeg trænede mig op til et af verdens mest  fysisk udfordrende certificeringer i TACFIT.

Et samarbejde mellem mig og min krop var opstået!

Og da jeg trænede min evne til at styre min reaktion på stress flere gange om ugen til min vanlige fysiske træning, blev jeg også rigtig god til at bruge teknikkerne i hverdagen!

Så jeg igen kunne tage til forældremøder, takle udfordringerne på arbejdet og i livet igen, uden at det væltede mig.

For jeg styrede selv hvor stresset, jeg skulle blive på det.

 


 

Du kan også lære at styre, hvordan du reagerer fysisk på stress.

du også kan få lov at træne og bruge din krop igen.

Uden leddene gør ondt, musklerne smerter og angsten kommer krybende<3

Der ER en løsning, sikkert flere:o)

Men resonerer du med min process, så prøv at tjekke mit kursus ud ”Lad din krop bestemme” der starter d. 11. september.

 

Kh en glad, rolig og lykkelig Trine